Korrekt oliering af din træbordplade



At erhverve sig fx et smukt plankebord er for mange mennesker en indretningsmæssig drøm, så derfor er det vigtigt, at det bliver korrekt behandlet fra starten og efterfølgende 3-4 gange om året, for at din træbordplade kan fremstå flot i mange år.

Umiddelbart efter modtagelse og inden ibrugtagning skal oversiden og undersiden af bordpladen olieres 2-3 gange med ca. 3 dages mellemrum alt efter træets sugeevne (træet skal mættes med olie). Dette gøres ved at fordele en smule af olien på fladerne i et tyndt, jævnt lag med en svamp eller pensel. Inden endelig aftørring anbefales det løbende at gå og fordel olien til de steder, hvor det suger mere end andre steder.
Det er vigtigt at al overskydende olie aftørres grundigt med en ren og blød klud inden for ca. 30 minutter og inden olien begynder at blive træg/hærde. Brug en ren, fnuggefri bomuldsklud først i cirkulære bevægelser ind til der kun er en tynd oliehinde tilbage (ingen blank olie) og afslut herefter med lange strøg i træets retning - dette er særligt vigtigt med farvede olietyper som hvid, brun, grå og sort olie.
Brug og stil ikke noget på møblet før olien er tør ca. to dage efter sidste behandling. Endelig afhærdning kan tage op til et par uger, og i denne periode kan møblet anvendes forsigtigt. Inden oliering kan der, hvis det føles nødvendigt slibes i årernes retning med en fin slibesvamp eller sandpapir.

Husk at olieklude og svampe kan selvantænde, så smid dem ned i en lille plasticpose, hvor luften er presset ud og bind en knude inden bortskaffelse.

God fornøjelse med dit unikke møbel udført af smukke naturmaterialer og har du spørgsmål, så vil vi meget gerne hjælpe dig.


Oliering af bordplade